"Jeg syntes, at det var mærkeligt at tænke på, at det var unormalt sådan hele tiden at undre sig over, hvad universet er for noget, hvad mine egne livsbetingelser er, og hvad jeg skal her i livet, hvis der da er noget, man skal. Jeg syntes tværtimod, at det var unormalt, når folk ikke tænkte over det og bare levede videre i en form for ubevidst tilstand. Alle de andre har måske en uformuleret irrationel tillid til, at alt vil åbenbare sig en dag. Måske kommer der en nådens morgen for menneskeheden. Måske kommer der en nådens morgen for mig."
(Uddrag af romanen "Enegængeren", 1973) |
 |
Eugen Ionescu blev født den 26. november 1909 (den 13. efter den ortodokse kalender) i Slatina (Rumænien), 150 km fra Bukarest. Mange steder kan man læse, at han skulle være født i 1912. Dette skyldes faktisk, at Ionesco selv i begyndelsen af 1950'erne "løj" sig tre år yngre efter at have læst kritikeren Jacques Lemarchand tale i begejstrede vendinger om den nye generation af unge dramatikere, heriblandt Ionesco og Beckett. Siden 1980'erne opgav han dog altid sit rigtige fødselsår, men da var man jo for længst holdt op med at spørge ham, hvornår han var født.
Hans far, der ligeledes hed Eugen Ionescu, var en rumænsk jurist. Hans mor, Thérèse Ipcar, var datter af en protestantisk fransk ingeniør, der var flyttet til Rumænien på grund af sit arbejde. Thérèse gik over til den ortodokse religion, da hun blev gift. Sønnen Eugen blev døbt og forblev ortodoks til sin død, selv om hans liv i lange perioder var præget af metafysisk tvivl.
Kort efter Eugens fødsel flyttede familien til Paris, hvor faderen læste videre ved det juridiske fakultet og opnåede titlen docteur de la Faculté de Droit de Paris.
Eugènes lillesøster, Marilina, blev født den 11. februar 1911 (et år senere fik han også en bror, der fik navnet Mircea, men han døde 18 måneder gammel af meningitis). I 1914 boede familien på Square Vaugirard i Paris. Allerede som fireårig var Eugène meget begejstret for Mester Jakel-teater (Guignol).
Faderen tog tilbage til Bukarest i 1916, da Rumænien gik ind i krigen. Han lod sin kone og to små børn blive tilbage i Paris, hvor de måtte klare sig selv, dog med støtte fra hendes forældre. Da verdenskrigen var slut, havde de stadig ingen spor af faderen, som de troede var faldet i kamp. De boede da i ejendommen Hôtel du Nivernais (først på 4. og siden på 6. etage) i rue Blomet i 15. arrondissement i Paris. Da Eugène var ret svagelig, sendte moderen ham på landet, hvor han og Marilina fra 1917 til 1919 boede hos en familie i La Chapelle Anthenaise (Mayenne). Ionesco fortæller mange steder i sine essays og erindringsbøger om denne tid (eller tidløshed), som var den mest sorgløse og harmoniske periode i hans liv.
Da Eugène og Marilina vendte tilbage til Paris, boede de sammen med moderen og hendes forældre i en lille, mørk og fugtig lejlighed i rue de l'Avre, i 15. arrondissement. Her skrev Eugène et "heroisk" teaterstykke i to akter (32 sider i et skolehæfte) og et komisk scenario. Desværre er disse tekster gået tabt. Han gik da på skolen i rue Dupleix.
Det viste sig nu, at faderen alligevel ikke var død i krigen. Han havde faktisk slet ikke været soldat, men var blevet ansat i politiets sikkerhedstjeneste i Bukarest. I 1917 havde han giftet sig igen, og blev samme år udnævnt til sikkerhedschef. Han havde altid sørget for at holde med dem, der p.t. var ved magten (Averesco, Codrianu, jerngarden, nazisterne, kommunisterne) fordi han mente, at det altid er dem, der har magten, der har ret. Ved at bruge og misbruge sin stilling i politiet og under påskud af, at hans kone havde taget ophold i udlandet, havde han fået bevilget skilsmisse og tillige forældremyndigheden over børnene. Han giftede sig så igen og forlangte nu at få børnene udleveret.
Eugène vendte derfor i maj 1922 tilbage til Rumænien sammen med sin søster. Han lærte rumænsk og gik i Sfântul Sava-skolen i Bukarest. Han kom siden på gymnasiet i Craiova, hvorfra han blev student i 1928.
Forholdet til faderens familie var meget dårligt. Især var der problemer med stedmoderen, der ikke kunne lide børnene, og som til sidst smed Marilina ud. Hun flyttede så ind hos sin moder, der i mellemtiden havde bosat sig i Bukarest. Selv om faderen var rig, gik han aldrig med til at betale børnebidrag for hende.
I 1926 forlod Eugène sin fars hus efter et voldsomt skænderi, og flyttede ind hos moderen, der nu arbejdede som bankassistent i Bukarest. Da Marilina droppede ud af gymnasiet, fik hendes mor hende ansat som sekretær i banken. Marilina blev boende i Rumænien resten af livet. Hun giftede sig to gange og fik ingen børn. Hun havde kun meget sporadisk kontakt med Eugène efter hans tilbagevenden til Frankrig i 1938.
Eugène fik et møbleret værelse hos sin faster. Faderen gav ham penge en gang imellem og udnyttede sine forbindelser til at skaffe ham et studielegat. Han insisterede kraftigt på, at sønnen skulle være ingeniør, men Eugène interesserede sig mere for litteratur og poesi.
I 1928 fik han sin debut som digter i Bilete de papagal (Papegøjebilletter), der udkom dagligt, og som blev kendt for sit lillebitte format, og fra 1929 til 1933 gennemførte han franskstudiet på Universitetet i Bukarest. I studietiden mødte han Rodica Burileanu, der studerede filosofi og jura. Han skrev sin første artikel (om Ilarie Voronca) i tidsskriftet Zodiac i 1930.
I 1931 skrev han Elegii pentru fiinte mici (Klagesange for bittesmå væsener), inspireret af Francis Jammes.
I perioden 1928 til 1935 skrev han artikler til tidsskrifterne Vremea (Tiden), Azi (I dag), Floarea de Foc (Ildblomsten), Viata Literara (Det Litterære Liv), România Literara (Det Litterære Rumænien), det anti-fascistiske ugeblad Critica, Axa (Aksen), Fapta (Faktum), Ideea, Româneasca et Zodiac.
I 1933 var han medarbejder ved Facla (Faklen) og ved Universul Literar (Det Litterære Univers).
1934 Nu (Nej), (artikler og dagbogsblade). Denne samling af kritiske, oppositionelle essays sendte chokbølger gennem de litterære kredse i Rumænien ved sin sønderlemmende kritik, der med stor ildhu og sarkasme angreb den rumænske litteraturs indtil da uanfægtede topnavne: Tudor Arghezi, Ion Barbu, Camil Petrescu, Mircea Eliade. Bogen blev prisbelønnet af Det kongelige fonds forlag, i hvis udvælgelseskomité litteraturkritikeren og -teoretikeren Tudor Vianu var formand.
Den 8. juli 1936 giftede Eugène Ionesco sig med Rodica Burileanu. Bryllupsrejsen gik til Constanza ved Sortehavskysten og til Grækenland. Tre måneder senere døde hans mor af hjerneapopleksi. Eugène var da fransklærer på gymnasiet i Cernavoda. Han underviste først på det ortodokse seminar i Curtea de Arges og sidenhen på det centrale seminar i Bukarest. Han blev udstationeret ved Undervisningsministeriet, hvor han ledede afdelingen for internationale forbindelser.
Fra 1937 til 1938 var han kritikredaktør ved tidsskriftet Facla. Han skrev også i Universul Literar, det kulturelle dagblad Rampa (Scenen), Parerile Libere (Frie holdninger).
Han har om sin far skrevet: "sidste gang, jeg så ham, havde jag afsluttet mine studier ... jeg var gift ... Han respekterede Staten, og jeg hadede Staten. Han kaldt mig engang jødeven - men det er da bedre at være jødeven end at være et dumt svin!"
Hans artikel "Kritikkens ordforråd" blev offentliggjort i Vremea i 1938. Samme år fik han af den rumænske regering et studielegat til at rejse til Paris og skrive en afhandling (der aldrig blev gjort færdig) om: "Temaerne synd og død i den franske poesi siden Baudelaire". I Paris stiftede han bekendtskab med værker af Emmanuel Mounier, Berdiaev, Jacques Maritain, Gabriel Marcel.
Han mødte Henri Thomas og gruppen omkring tidsskriftet Esprit i 1939. Rejse til Marseille (forbindelse med les Cahiers du Sud og Léon-Gabriel Gros). Han sendte fra Paris korrespondance til det navnkundige månedlige litterære og videnskabelige tidsskrift Viata Româneasca (Det Rumænske Liv). Han besøgte for første gang siden barndommen la Chapelle-Anthenaise.
Da Anden Verdenskrig brød ud senere samme år, vendte han hjem til Rumænien. Han arbejdede som fransklærer ved gymnasiet Sfântul Sava i Bukarest. Situationen i Rumænien var så vanskelig, at han bittert fortrød at have forladt Frankrig. Efter flere forgæves forsøg lykkedes det ham endelig i maj 1942 at rejse til Frankrig med sin kone. De havde med hjælp fra nogle venner skaffet sig udrejsepapirer. De boede først på Hôtel de la Poste i Marseille. De måtte kæmpe med store økonomiske problemer. Eugène Ionesco oversatte og skrev forord til romanen Urcan Batrânul (Fader Urcan) af Pavel Dan (1907-1937). Han blev ansat ved den kulturelle tjeneste ved Den Kongelige Rumænske Gesandtskab i Vichy. Han endte som kulturattaché. Datteren Marie-France blev født den 26. august 1944.
I marts 1945 flyttede de til rue Claude-Terrasse 38, i Paris' 16. arrondissement (hvor de blev boende indtil 1960). De havde det svært, og det var småt med arbejde i denne periode. Eugène var korrekturlæser i et administrativt forlag. Fra 1945 til 1949 oversatte han tekster af Urmoz (1883-1923), en rumænsk digter og forløber for surrealismen, det absurde teater og anti-prosaen. Familien Ionesco fik i denne periode økonomisk hjælp fra en slægtning.
Faderen døde i oktober/november 1948 (12 år efter moderen).
I 1948 påbegyndte Ionesco det stykke, der senere kom til at hedde Den Skaldede Sangerinde, og som blev opført for første gang på Théâtre des Noctambules den 11. maj 1950, i Nicolas Batailles iscenesættelse. Det blev langt fra nogen succes. Kun en håndfuld intellektuelle bifaldt det og støttede Ionesco. Han frekventerede på dette tidspunkt André Breton, Luis Buñuel, Arthur Adamov og Mircea Eliade. Han søgte om og opnåede fransk statsborgerskab.
Den 4. august 1950 spillede Ionesco rollen som Stepan Trofimovitch i Dostojevskis De Besatte, iscenesat af Nicolas Bataille. Han sluttede sig med sin sans for skæg og ballade, oplevelsestrang og nihilisme til Collège de Pataphysique (i selskab med Boris Vian, Raymond Queneau, Jacques Prévert, Marcel Duchamp og Michel Leiris). Mange af hans værker blev i de følgende år offentliggjort i les Cahiers du Collège de Pataphysique.
I 1958 kørte den meningsudveksling, der kom til at gå under navnet "Controverse londonienne", hvor Ionesco forsvarede sine stykker og sit syn på teatret i en bidende skarp polemik med den engelske kritiker Kenneth Tynan fra The Observer.
Han deltog i 1959 i Helsinki-diskussionerne om avant-garde-teatret.
Fra 1960 til 1964 boede familien Ionesco i rue de Rivoli nr. 14, i Paris.
1965 Rejse på krydstogtskibet Le France. Under turen blev Délire à deux opført, i Nicolas Batailles iscenesættelse.
1966. Konference-forestilling på den franske nationalscene Théâtre de France, hvor Maria Casarès, Jean-Louis Barrault og Ionesco læste ikke tidligere offentliggjorte tekster højt.
Den 8. maj 1969 fik han tildelt Monaco-medaljen og fyrst Pierre af Monacos litteraturpris, og i december den store franske teaterpris.
Han blev indvalgt i Det Franske Akademi den 22. januar 1970, som afløser for Jean Paulhan. Samme år modtog han Østrigs store europæiske litteraturpris.
Den 25. februar 1971: Ionesco holder sin tale ved optagelsesceremonien i Det Franske Akademi. Jean Delay holdt den traditionelle svartale.
Ionesco holdt åbningstalen ved Salzburg-festivalen i 1972.
Den 30. april 1973 modtog han Jerusalem-prisen, og i juni byen Vichy's medalje.
I 1974 udnævnes han til æresdoktor af Universitetet i Warwick (UK) og i marts 1975 af Universitetet i Tel-Aviv.
Han modtog Max Reinhardt-medaljen i august 1976 under festlighederne i anledning af Salzburg-festivalens 50-års jubilæum. I november deltog han sammen med Tom Bishop, Emmanuel Jacquart, Françoise Koutilsky og Rosette Lamont i en rundbordssamtale på New Yorks universitet foran 900 tilhørere.
La Décade Ionesco løb af stabelen fra 3. til 13. august 1978. I ti dage var mange af de førende Ionesco-forskere fra hele verden (Claude Abastado, Roger Bensky, Mircea Eliade, Martin Esslin, Henri Gouhier, Jeanyves Guérin, Gelu Ionescu, Emmanuel Jacquart, Pierre Larthomas, Michel Lioure, Yves Moraud, Jean Onimus, Michel Pruner, Paul Vernois, Colette Weil) samlet på et slot i Normandiet. Arrangementet var tilrettelagt af Paul Vernois og Marie-France Ionesco, og Eugène og Rodica Ionesco var selv til stede de sidste par dage. En stor del af deltagernes foredrag blev siden udgivet i bogen Ionesco: Situation et perspectives. Undertegnede deltog også i seminaret efter personlig indbydelse af Eugène Ionesco. Hjemmesidens fotos stammer fra dette arrangement.
Ionesco holdt i januar/februar 1982 et foredrag på universitetet i Bonn, hvor han modtog den tyske fortjenstmedalje.
Den 15. december 1982 blev Freshwater opført i Pompidou-Centret i Paris i anledning af hundredåret for Virginia Woolfs fødsel. Iscenesættelsen var af Simone Benmussa, og følgende medvirkede: Jean-Paul Aron, Florence Delay, Guy Dumur, Viviane Forrester, Eugène og Rodica Ionesco, Alain Jouffroy. Stykket blev opført flere gange siden: den 20.-21. okt. 1983 på New York University (hvor skuespillerstaben blev udvidet med: Erika Kralik, Joyce Mansour, Alain Robbe-Grillet, Nathalie Sarraute, S. Wilson), den 7. nov. 1983 på Théâtre du Rond-Point, den 26.-27. nov. 1983 på Riverside-teatret i London, og den 4.-5. juli 1984 under Spoleto-festivalen.
Ionesco var æresgæst ved det syvende møde i det amerikansk-rumænske akademi for kunst og videnskab den 21.-23. april 1983 under ledelse af Richard Coe. Af andre deltagere kan nævnes Martin Esslin og Emmanuel Jacquart.
Eugène Ionescos helbred var fortsat skrøbeligt. I februar 1984 blev han indlagt og lå i to dage i coma på grund af sukkersyge. Ikke desto mindre foretog han senere samme år rejser og holdt foredrag i flere europæiske lande og i De Forenede Stater.
Den 16. april 1985 modtog Ionesco Mayenne-medaljen og Flèche-medaljen. I maj måned modtog han Monte Carlos internationale pris for moderne kunst. Han var desuden med i juryen ved film-biennalen i Venedig. Den 22. november modtog han T. S. Eliot-Ingersoll-prisen i Chicago. Saul Bellow og Mircea Eliade var til stede ved overrækkelsen.
Han tog derefter til Bern, hvor han deltog aktivt i en menneskerettighedskonference. I juli malede han billeder i Sankt-Gallen i Schweiz. Han vendte tilbage hertil for at male i februar 1987.
Den 23. februar 1987 fejrede Théâtre de la Huchette i Paris, at teatrets Ionesco-forestilling nu havde gået der uafbrudt i tredive år (og det går der i øvrigt stadig, nu på 41. år!). Eugène og Rodica Ionesco overværede festlighederne, hvori også deltog de skuespillere, der i årenes løb havde skiftedes til at spille Den Skaldede Sangerinde og Enetime. I marts modtog Ionesco Paris-medaljen, og i oktober to guldmedaljer, nemlig Saint-Etienne-medaljen og Saint-Chamond-medaljen.
Eugène Ionesco blev igen indlagt på hospitalet i februar 1989. Da han derfor ikke selv kunne holde sin tale til forsvar for menneskerettighederne i Rumænien, var det hans datter, der læste hans anklageskrift mod det rumænske regime op. I begyndelsen af marts underskrev 710 forfattere, herunder Ionesco og Beckett, en erklæring om den enkeltes ret til at udtrykke sig. Den 7. maj modtog Eugène Ionesco og Jacques Mauclair begge to Molière-prisen. Den 30. december blev Ionesco og Cioran æresmedlemmer af den franske forfatterforening.
Den 27. nov. 1992 udnævnte Uniwersytet Śląski, Katowice i Polen Eugène Ionesco til æresdoktor. Ceremonien fandt sted i Paris.
Ionesco var medlem af C.I.E.L. (Comité international des écrivains pour la liberté), der kæmper for at få menneskerettighederne overholdt i alle lande, og for fuld frihed for videnskabsmænd, forfattere og kunstnere.
Eugène Ionesco døde den 28. marts 1994 i sit hjem i Paris. Han ligger begravet på Montparnasse-kirkegården.
... men hans værker er her endnu.